Her er så stille, kun regnens dryp lyder på taget. Dryp, dryp, dryp. Det er et tagpaptag. Hendes far lavede det, for ti år siden, inden han blev syg. Hun tænker altid på ham når det regner. Dengang var hun stadig sur på ham. Det er svært at forstå nu så mange år efter.

Han blev en skygge, skrumpede til ukendelighed og forsvandt til sidst.

Den fraværende far vendte først tilbage, da hun var blevet voksen. En dag stod han foran hendes dør og bankede på. Hun lukkede ham modstræbende ind og gav en kop kaffe.

Han ville så meget, hun ville ingenting. Han havde jo aldrig været der. Skulle hun så for alvor tro, han ikke ville forsvinde igen? Nej vel. Han fik en flise, en kant, en lille flig. Og han hagede sig fast som en igle. Skrev små hyggelige kort, når han var ude at rejse, sendte gaver til jul og fødselsdag, dukkede uanmeldt op når han lige var i kvarteret, snedkererede hende et spisebord, og passede hendes potteplanter og kat, når hun var på ferie.

Da hun købte kolonihaven, var han begejstret: "Vi havde også kolonihave, da du var lille, husker du det?" Lo han.

Vagt mindedes hun, et sort træhus med hvide vinduer, men også lyden af far og mor der skreg af hinanden. Hvordan kunne han glemme det?

Hun spurgte ham aldrig, hvorfor han var væk så længe. Men da han døde, spurgte hun sin mor.

Han havde haft travlt med sin nye familie.

Ja, hun blev skuffet over svaret, og spurgte derfor ikke ind til mere.

Tagpaptaget, han gav hende som indflytningsgave, siger måske mere end mange ord.

Regnen trommer. Dryp, dryp, dryp, lyder det på taget.

Det er hendes far, der banker på.