Midt i et røgfyldt lokale, sad jeg og indtog den ene øl efter den anden, da solen stod op i morges.
Der var en kødrand af unge, smukke mennesker i baren, der dansede sammen til de festlige toner der buldrede ud af højtalerne og fyldte lokalet med en munter, uhøjtidelig stemning. De fleste så glade og fornøjet ud, inklusiv mine venner jeg sad til bords med. Vi skålede med et jævnt interval, og skiftedes til at indlede den med et højt og råbende "skååååål". Flaskerne klirede sammen og ganerne vædet, alt sammen til fordel for og fejre, at vi var draget ud i natten for at møde ligesindede festende og øl drikkende mennesker.

Imens mine venner debattere noget jeg ikke kan snakke med om, trækker jeg mig stille ind i mit sind og konstaterer, at jeg ikke har drukket øl nok, til og lukke munden på de tanker, der ikke er sikker på jeg hører til i dette selskab. Denne bar, denne by, denne verden endda.
Jeg kigger rundt i lokalet og spotter et par studenterhuer, flere veltrænet mennesker, kvinder med slanke taljer, smukke mænd i moderigtige outfits, bartendere der virker kække, mennesker der alt i alt ser ud til og have det hele.
Jeg ved godt det er et glansbillede jeg ser, der er altid mere under overfladen, men mit ubarmhjertige selvværd insisterer på, at det 2. rangs menneske jeg er, ikke er andet end en turist i de velfungerendes land, jeg hører ikke til her, jeg er på tålt ophold, min tilstedeværelse tolereres kun, fordi de ikke ved, at jeg inde under min smilende facade, er en løgner.

Mit smil og semi kedelige jokes dækker over en grådkvalt sjæl. Mit casual tøj og hverdags look dækker over en kvindekrop der er blevet for rund til kjolerne hjemme i skabet og mit slappe engagement i selskabet, skyldes ikke træthed, men fordi det er smertefuldt og interagere med mennesker der LEVER.

Jeg drikker den sidste øl, siger noget med en hovedpine, og sigter mod udgangen. Da jeg står ude på gaden i morgenlyset, spreder en lettelse sig i min krop. Jeg skal hjem, hjem til ensomheden.