Man må spørge, hvor troen er blevet af...vil vi blot genopdrage patienterne...tonen er tit hård, tendensen er pisk og gulerod, rummeligheden er en slags parfumeret juleand med Nettos billige rexona fremfor gode vanlige krydderier, sovs,ribsgelé og samvær. Anden får lige en omgang med rexona, 200 grader og afslutter med grill og elektrochok. Så er den ged barberet. Jeg ser disse skikkelser,frustreret over manglen på frisk luft og mental horisont og håb, vandre hvileløst op og ned ad gangene, men netop som jeg skal til at skrive min opsigelse, sker et af de der varme møder med medmennesker, hvor vi er lige og kan krydse den pigtrådsbro, der lægger afstand imellem patienter og sygepleje personale, og mærke ideer, håb, en arm der strejfer en hånd, varme, tro, københavnsk solidaritet.
Hun, vores musikterapeut, spiller Lilholts Kald det Kærlighed som jeg første gang hørte på Bispebjerg lukkede afdeling i den modsatte ende af byen, på en tid hvor jeg selv var pivhamrende syg, og ikke måtte se min datter, men prøvede i lange telefonopkald til hendes mor, fra den der fedtede patienttelefon på gangen, at fortælle jeg mente jeg da også havde givet vores datter noget, så jeg stod uforstående når nu jeg kunne give... ? Uforstående er jo hvad du er nu,sagde ex kvinden, så skal man være indespærret i psykiatrien til man igen forstår, at være uforstående er vel netop hvad man kalder at være sindssyg...lød svaret i røret. Jeg kiggede rundt for at få noget i livet at holde i, noget der på gangen, men også indfoldet i det store hele, - noget at gribe efter...jeg var jo forankret i så mange måneder at have mine rutiner ved det puslebord jeg selv havde sat op til min datter,nu hvor dette med rutinen blev revet fra mig blev jeg jo mere løs i fornuften, jeg ville hjem.
Hjemmefølelserne omkring den jordiske tilstand,at kunne æde alt det symbolske og reelt voldelige planeten har og tygge det færdigt som sinatra sang i My Way, ja hjemmefølelsen dukker oftere og oftere op, jeg er blevet psykoterapeutisk trænet i mere end fem år, og fokussen har været på at skabe kontakt til forsørgerrollen og krops træning og finde glæde i wellness, massage, kys, at blive gift med en der bedre forstår, at få kørekort, at besøge de steder mit forbillede nemlig min farfar var skovhugger, studere hans økse på billeder og købe en økse magen til ( nogle ting har ikke forandret sig og giver mig en følelse af min verden kan stå balancerende rart endnu)og træne min overkrops muskler, med øksehug, så jeg bedre kan alliere mig med indre styrke derfra, og fra meditation, når jeg skal klare at turde være grænsesættende nu som Sosu assistent overfor voldelige mandlige patienter. Det kan være hårdt at være stikker på den måde overfor sin egen skøre stammefolktilknytning, for jeg er jo en patient og vil være det for altid, ligesom min far var alkoholiker også da han ikke drak mere...