Vinden suser gennem skoven
Jeg hører blade hviske
og fugle synge
Midt i den vidunderlige symfoni
mine drømme er sat fri
Jeg har det svært ved at få pusten
Begejstret plukker jeg bærene
stikker mig selv på tornene
Springer over hvor gærdet er lavest
befinder jeg mig mod nord og vest
bærer sorg over det som jeg ikke får
står jeg nu alene og slikker på mine sår
Med et hjerte der fyldes med fornyet håb
men regnen har slukket den ultimative ilddåb
Prøver intet længere at opnå
er bange for at sidde bage lås og slå