Mahyahcah.
En uge efter solopgang.
Nu er den her; endnu en gang.
Den klare lune morgen luft.
Den blide vind, den friske duft.
Af det hvide; blomstrende, jordbundsdække.
Jeg må det nyde, på jorden mig lægge.
Og sans nu der; hist i det fjerne,
mod bålet af den blå; morgen stjerne.
Gør naturens skabninger, lystige gøremål.
Bygger værn mod dagen, i glas og bio-stål.
For disse sjæle frygter ej, trodser et inferno.
Lader sig ikke kvæle; nej, de behersker thermo.
Glemt har de nattens dybe frost, nyder dagens grøde.
Nu er der atter masser af kost, ingen mangel på føde.
Nu snart, får de store vækster magt.
Skønt også de, kender solenes agt.
Dog stændigt de trodser; både ild og is.
Når dagen bliver lys, efter morgendis.
Da op af jorden, de hastigt gror.
De søger mod himlen, før heden bli'r stor.
Der skygger de jorden, en liden stund.
I det mørkt røde skær, kan man få sig et blund.
For snart vandrer alting; der kan, mod en pol.
Skæret bli'r gyldent, den anden sol.
Nu frugten venter; dens tålmod er enorm,
i det stærke lys, på dagens ildstorm.
Hvor den med torden sine frø vil sprede.
For næste dags skove at forberede.
Og i eftermiddag, når den gule sol går ned.
I det sorte lag, søger frøet fred.
Begraver sig i jorden; mens regnen danser.
Dybt, som værn; mod isens panser.
For den kommer, det kan du tro.
Nattens, kolde; stive ro.
Men endnu er det morgen, ved denne lille lund.
Hvor liv omkring mig flyver, og samler dug en stund.
Nu kommer hun, min bedste ven.
Sammen vil vi tyde,
Dagens mirakel.
Hvor vi skal hen.
I hvilken retning; livet flyde.
På denne morgen, en stille stund.
Da findes alt, i denne lund.
Som det har gjort; i tusinder af år.
Her er det som tiden; stille står.
Om end vi farer; hid og did.
Her vi er; til evig tid.
For her er sjælefred og ro.
Herfra vil freden bygge bro.
Her er alt det gode.
På denne vores klode.
Words of Qriathor