Efteråret havde efterhånden sneget sig ind omkring os, og før vi vidste det, var træerne nøgne og stod og vuggede frem og tilbage. De orange og gule farver havde lagt sig. Selvom det var smukt på ydersiden, var der ikke andet end kulde, mørke og sorg.
Efteråret passede nok meget godt til mig. Kan være det smukkeste, men indeni, er der bare en facade, der venter på at blive knækket. Det var ikke bare efterår, som det plejede at være. Det er som om, at jeg bare er et blad på et af træerne, som har revet sig løs og bare venter på at falde ned og ramme jorden, og bare leve med et tab, som vil vokse sig større. Jeg føler, at han kommer gående bag mig, men det ka ikke lade sig gøre. Han er død, og han vil ikke være her mere. jeg måtte bare prøve at holde hovedet højt, men det er svært, en masse tanker flyver rundt.
Min krop er helt tung, og mine ben føles som gele. Jeg slæber mig afsted, ovre til der hvor du bare valgte at forlade mig, hvordan kunne du gøre det? en familie kommer gående, en far, mor og en lille pige de går lige forbi mig. Det er hårdt og føler det snyd min far døde jo bare fra mig, han vil aldrig mere holde om mig og sige at han elsker mig. Jeg bliver sur inden i. Det som om at min krop ikke helt har forstået at han er gået bort, men det er hårdt, jeg savner ham og tænker hele tiden hvorfor dør du bare, du sagde ikke en gang farvel, hvad har jeg gjort, undskyld er det eneste jeg kan sige. Men nu som om det lille bump bladet efterlod, efter sin rejse i vinden faldt det til jorden, ligesom mit indre det var først da en smag af salt ramte min mund fandt jeg ud af at jeg græd. Mine ben rystede som aldrig før, men før jeg noget at gribe fast i noget faldt jeg, et bump der var nærmest lydløst for mig, ligesom bladet. Jeg var et skridt foran efteråret, jeg havde nået mørken og smerten og før eller siden ville kulden lægge sig ovre mig. Mit indre var knust og jeg var forladt.