Atter engang står vi to her under misteltenen
Hver med vores længsel og store håb
Hurtigt kan det smelte bort i julesneen
Atter kan det drukne i forkølede råb
Vi vil begge kysses af den samme søde mund
Føle os valgt til, om det så var for en stund
Vil begge have hvisket de forløsende ord
Nyde at være den, der alene i hendes hjerte bor
Vi ved begge, at vinteren kan blive forbandet lang
At der i mørket kan blæse de koldeste vinde
Og at selvom vi begge føler os godt klædt på
Kan vi ikke dele, der er stadig kun en kvinde
For mig igen at skulle miste, for dig ikke at få
Det ikke at vide, hvilken vej hun vil gå
Begge dele kan vel være fyldt af smerte
Så længe man står her med blødende hjerte
Men spids du blot munden og se i hendes blide øjne
Tro atter på hendes søde ord og nægt, at det er løgne
At skulle stå her og vælges til eller fra endnu engang
Der svigter mit mod og under misteltenen er pladsen for trang.