der hvor havet ender, og himlen starter, sidder du.
din skikkelse skygger over min verden.
påvirker og rør ved alt omkring mig,
som en sol, der lader sine stråler varme den kolde klode.
jeg griber ud og famler i blinde.
du er uden for rækkevidde,
som et barndomsminde, man desperat klamrer sig til,
overbevist om at det er deri, al mening ligger.
du er et sted, som kun du kender.
jeg råber: luk mig nu ind,
og giv mig en lille bid.
hører du mig overhovedet?
fortæl mig nu hvad det er, du tænker,
hvad er din største frygt?
har du fundet mening?
hvor forsvinder dine tanker hen, når du lader dem flyve?
Er jeg mon der? I vores lille utopiske paradis