Evig og altid rastløs
det er ikke altid synligt
men som en bekymring
ligger det bagerst i mit hoved
og når jeg er allermest sårbar
viser det sit ansigt
som en bølge slår den ind over mig
jeg lammes,
kvæles af hvert molekyle
vandet samler sig i mine øjne
og jeg ber til
at nogle vil kigge op og se min ulykke
Men jeg er jo ikke i vandet
og ingen opdager
mit desperate forsøg
på at bryde overfladen og trække vejret
Jeg prøver at finde ro
rastløs og hjemløs med to adresser
to verdener
to sprog
hvad er mon hjemme?
hvor er mon hjemme?
hvad gør man, når det ene sted er for koldt, og det andet er for varmt?
er det her eller der?
frem eller tilbage?
Jeg tror, jeg lever i min egen lille klaustrofobiske kuffert.