Jeg træder mig frem blandt grædende vægge, hvor jeg rejser mod et fjernt lys som svinder længere ind, idet jeg nærmer mig. Det tager fra i mit sidste skridt, og jeg bliver overtrumfet af omgivelserne, hvor de mørke vægge falder sammen i vand, og gulvbrædderne knirker til min skræk, om et underlag der sprækker. Mine sko er forsvundet, og de bare tær ridser mod træets livsånd, hvor jeg bliver fældet af tanken om længslen mod at slippe løs og endelig smage lyset med min hånd, selvom lyset ikke er omfavneligt. Jeg begynder at træde dybere ind og mærker en masse skyl på mine fødder, som ved strandkanten når bølgerne svømmer ind på land. Jeg ser lyset forme den mørke gang, hvor enderne begynder at falme, og jeg ser en illusorisk åbenbaring, der tilkendegiver et stort kosmos af farver og liv. Mine ben begynder stille at drukne i alt vandet, og jeg kan mærke sandet strejfe min bare hud. Jeg lægger mærke til, at min virkelighed bliver et valg, hvor jeg enten kan gå længere ud eller vende tilbage til den mørke gang, der står i ruiner bag min ryg. Jeg kan gå dybere og dybere ned i vandet - forlade depressionens gang - og blive druknet i livets flydende terræn, så jeg når at fange momentet af det rigtige liv, inden mit hoved synker under overfladen, og mine fødder træder ind i en ny verden, hvor hele min krop bliver fyldt op med vandets frisættelse.