I en ramme på bordet,
en Wincker der står,
som et minde fra en tid der aldrig forgår.
Din askegrå hud,
din blomkålstud.
Støvet har nu lagt sig,
hvor sprutten den stod.
Med måne og vom,
ventede du blot på din skæbnesdom.
Når festen den sluttede,
var du den sidste der smuttede.
Da de andre gav op,
blev du dog ved.
Dine valg forpligtede,
så kroppen den svigtede.
Min gamle ven,
nu er det tid til et sidste farvel.
Skriv når du kommer frem,
måske ses vi igen.