I en lille landsby, som på mange måder er ligegyldig, men samtidigt er verdens centrum, finder vi os selv. På vej igennem krydset, som danner byens hjerte, og så videre ned ad den adelige gade, eller Adelgade, om du vil. Som skygger i en død by, kører vi forbi de første mange huse. Vi stopper motoren, kun kort før vejen ophører. Åbner bildøren og træder ud. Foran os er det, vi kom for. En majestætisk bygning tårner sig op foran os, og minder os om de dage, der kom før. Denne bygning har set meget, hørt meget og tålt meget, og sådan vil den fortsat observere historierne omkring sig.

Vi bevæger os nu op ad indkørslen. Forbi den beskedne, men pæne, forhave. Videre forbi en af dens mægtige ydervægge. Inden vi fortsætter, drejer vi hovedet og kaster et kort blik på denne væg. Den er skabt af røde mursten, og rundt omkring ser vi talrige inskriptioner. Nogle er navne, andre er små beskeder eller blot simple tegninger. Alle som en har de en historie, og tavst fortæller jeg dig hver og én. Jeg fortæller dig om, hvordan to unge i kærlighedens rus ridsede deres initialer i de ru mursten, og om hvordan børn fandt glæde i at eviggøre deres navne.

Vi drejer hovedet væk, og ser nu ind i selve gården. Et træ, næsten så gammelt som huset selv, er det første, vi ser. Jeg leder vores blik videre og viser dig det lille legehus, den fine krydderhave, og den rustikke trappe ned til kælderen. Vi bevæger os ind midt i gården og stiller os tæt ved træet. Der er ingen biler parkeret i gården, så der er nok ingen hjemme. Vi kom på et godt tidspunkt.

Jeg leder os ned igennem mellemrummet mellem de to bygninger. Alt imens fortæller jeg dig, at bygningen på højrehånd fungerer som både skur, garage og opbevaring, mens den på venstrehånd er selve huset.
Da vi har passeret, bliver vi mødt at synet af en have. En pæn og tilpas have, uden nogen speciel struktur, men heller ikke totalt strukturløs. Foran os er der en hæk, som sammen med et slags halvtag, danner et kryds. Man kan følge hækken og gå ligeud, følge halvtaget og dreje til venstre, vende om og gå tilbage til gården eller dreje til højre.

Vi drejer til højre. Til venstre for os er der en halvcirkel af elefantgræs, og til højre for os er en lille hvid bænk. Den sætter vi os på. Ved siden af bænken er der en indhegnet hønsegård. Den er forladt, tilgroet og lydløs, skønt det dog ikke altid har været sådan. Engang var dette sted ganske livligt, men nu er der kun stillehed. Fred er, hvad der er tilbage.

Og jeg fortæller dig, at dette er stedet, vi kom for. Dette er mit specielle sted.