Min befrielse af ensomhedens fængsel,
er min største længsel.
Mismodets lænker gnaver i min sjæl.
Lugten af frygtens pis,
hænger i luften så fæl.
Her sidder jeg i skæbnes fangedragt,
og må vente på min dom bliver afsagt.
Frelsens lanterne lyser svagt i det fjerne.
I cellens tremmer jeg rusker,
tiden før denne, jeg ikke længere husker.
Lad mig bide i frihedens frugt.
Giv mig styrke.
Giv mig mod.
Så jeg kan tage min flugt.