Jeg går langsomt ud i vandet,
for at svale kroppen,
rense krop og sjæl
efter en lang dag.
Stranden er næsten tom,
jeg føler det næsten som om,
at jeg er helt alene på stranden.
Langt væk hører jeg børn,
der skriger i deres våde leg,
mens de plasker i det klare vand.
En sky går for himlen,
og vandet ændrer sin farve,
bliver gråt og mørkt.
Et lille gys går gennem kroppen,
og vandet virker nu næsten truende,
fornemmelsen kryber
ind under huden på mig.
Som et kødædende insekt
der under huden gnaver sig vej
ned gennem ryggens nervebaner.
Af grunde jeg ikke kender,
tænker jeg på en stor haj.
Men der er jo ikke hajer her,
- alligevel ser jeg ud over vandet,
skuer efter det uvisse - det umulige.
Det krybende gys ned ad rygraden,
gør mig nu helt stivbenet,
mens jeg uden at vide det,
bevæger mig baglæns ind mod stranden.
Mod sikkerhed for en fare, der ikke er der.
Nu er skyen passeret forbi solen
og det varme lys ændrer igen verden.
Sandet er varmt og vandet atter blåt.
Du er fan'me skør i hovedet,
tænker jeg om mine tanker,
mens jeg går tilbage til sommerhuset.
"Var vandet godt?" Råber min kone,
og jeg svarer lidt hyklerisk:
"Skønt, du skulle have været med."
Mens solen jager dyret ud af min ryg.