Hvordan kan det være, at min inspiration lister sig frem i takt med månens tilkendegivelse? Følger min krop og bevidsthed et andet tempo? Eller er det i mørkets ensomhed og fortvivelse, jeg ser kontrasten og kærligheden til dagen?
Elsker jeg dagen, eller er jeg for fascineret af natten og det vemodige? Jeg er tryggest i den dybeste nat. Er det forkert?
Hjælp mig. Led mig. Mod forståelse..