I aftes havde jeg en snak med den røde måne.
Jeg fortalte den om de hvileløse dæmoner, der plager mit sind. Jeg fortalte den, om hvor meget jeg ønsker, at de ville forsvinde, men også at jeg er bange for at blive uinteressant uden dem. Jeg kunne se, at den forstod, og en svag tilfredsstillelse spredte sig i mit sind. Måske ville jeg alligevel finde hvile i denne nat.
Jeg fortalte den om ensomheden, som plager mig, når jeg er alene og nogle gange også, når jeg er med andre. Jeg fortalte den om min uforklarlige trang til at skrige alle mine frustrationer ud, den forstod.
Jeg er dog hjemme nu. Man kan kun opholde månen i en begrænset periode. Den har andre steder at tage hen og andres inderste og mest dybtfølte tanker at lytte til.
Jeg har ondt at månen. Det må være hårdt at være den. Man er ikke ligesom solen, der skal høre på latter og snak hele dagen. For med månen kommer mørket, og med mørket kommer klarheden og vemodet, som gør det muligt at se ens liv i et andet lys.
I aftes havde jeg en snak med månen. Jeg fortalte den, om hvor meget jeg vil give for at finde årsagen til min uophørlige rastløshed og forvirring.
Den forstod.