Hun kunne ikke stå stille.
   Hun trippede som en nervøs høne i mellemgangen.Hun gjorde mig vred:"Så, hold dog op" udbrød jeg.

Hun førte sin hånd og kno op til munden, markerede et bid.

"Bid, ikke i dig selv", hvæsede jeg.

"Men, jeg er nervøs", hendes blik flakkede, og fødderne stepdansede.

"Det er bare en samtale", jeg greb om og fangede begge hendes hænder. De rystede voldsomt. Det var et dårligt tegn. Jeg trak hende ind i favnen:

"Vi har 5 minutter endnu", hviskede jeg ind i hendes hår. Kun jeg stod stille.

Altid har hun haft det sådan. Jeg vidste det bare ikke i starten.

Små ændringer, alt nyt uanset hvor småt, efterlod hende i nervøst trippende vanvid.

Af og til følte jeg trang til, at tage en stor spand iskoldt vand, og hælde over hende. Få det til at gå over, køle hende ned. Nej jeg gjorde det aldrig.

"Det er lige dit job", sagde jeg i hendes øre, og mente det. At føre regnskab i faste rammer og kolonner passede så godt til hende. Hvis bare jeg kunne stoppe den voldsomme rysten inden hun gik ind. Det ville betyde meget. Ja faktisk alt sagde min erfaring mig.

Hun gjorde sig fri:" Hvordan ser jeg ud", spurgte hun.

"Godt som du plejer", svarede jeg og placerede et kys på hendes næse.

Men øjnene, øjnene er bange, som dem på et forfulgt byttedyr.