I det blå hus er alle vægge hvide
og beskytter mig, når livet går i stå,
i det blå hus bli'r ordene så blide,
når de lægger sig til ro på må og få.
I det blå hus er alle døre røde,
og de åbner sig, for den, der vil gå ind,
i det blå hus er alle tanker døde,
hvis jeg ikke kan få klaring i mit sind.
I det blå hus er alle ruder gule
og la'r solen finde vej til livets rod,
i det blå hus bli'r onde tanker hule
og forsvinder, når det gule gi'r mig mod.
I det blå hus er alle gulve sorte,
når jeg lister mig henover dem i nat,
i det blå hus bli'r onde dage korte,
når jeg sætter dem og verden til debat.
Men det blå hus er tomt og uden lyde,
den, der leved' der er rejst den lange vej
til det blå land, hvor ingen tid kan flyde,
men kun drypper langsomt ned på dig og mig.