har englestøv i lommen
og stjernedrys i munden,
puster det ud over verden
og ser det falde ned -
mærker lunhedens bølger i nattehavet,
dukker under dem og finder kølighed;
rider ud over oceanerne
og ser stjernerne,
når de falder -
taler til det tabte folk
og fortæller ting,
lytter til historier,
der handler om sjæle -
ser dem komme ridende ud af hulerne
på forvredne søheste,
på delfiner og søelefanter,
der blæser bobler ud over vandene -
ser mig selv i boblen,
i dråben fra verdenshavet,
lytter, og hører klageråb
fra fortabte tanker -
kender mine grænser i det hinsidige
trods engle og stjernestrøede marker,
vover det ene øje i det lette pust
fra salighedens enemærker.