Det at mærke at man lever
og at lade sig mærke med livet
altså at det sætter sig spor der hvor man går
og går fra en
og fanger det i et spind af tanker
men ikke bliver teater
bag øjenlågene findes et urdyb
en grødmasse
en sump med forglemmigejer på breden
det at huske at man lever
aldrig, aldrig lade sig synke i
jeg brænder i et appelsintræ
for du er der altid
i minderne der skylder henover
flintesten
kradser i neuroner
det at mærke dybet