Jeg lukker øjnene, følelsen rammer mig. Det går op for mig, at mine ben løber hen mod vingerne, som blafrer. Mine øjne åbner, og for første gang, så kunne jeg se friheden for mig.
Hjertet og øjnene begynder at lyse, for de vinger som blafrer har altid været lammet. Tiden har banket på, flyv, flyv, sagde den altid. Vingerne fortryder det tit, at øjnene kigger ned af. Den havde ingen sted at gå.
Jeg sætter mig ned på grunden, og mine øjne kigger altid på fuglene, hvor imens min indre følger godt med. Det er for første gang, at jeg kunne gøre noget, at jeg kunne flyve inderst inde.