Lyden kaster skygge i mit øre. Jeg hader når han græder sådan. Selvom min tålmodighed strækker sig uendeligt, er det en ubærlig følelse. Ro er en by, det er længe siden, jeg har besøgt.

Kun i barnevognen, når vi går,bliver han stille den lille. At tage ham op , gør det bare værre. Det forstår jeg ikke. Som om, det er mig, han ikke vil have.
   Ellers er han dejlig. Blød babyhud, store blå øjne og buttet med deller de rigtige steder.En god baby, en dejlig baby. Alt det vi ønskede, dengang vi planlagde at få ham.

Jeg går hjemme og holder pause. Det føles bare ikke sådan. Min hverdag er som en vej fyldt med huller og forhindringer. Og jeg tænker på, hvad det var, der trak mig herhen. Som et stykke kvæg, der går efter græsset på naboens mark, og efterfølgende opdager at det ikke smager bedre.

Jeg er begyndt at tage ham op og græde med ham. Vi hyler i kor, som et lille ulve kobbel, insisterende langtrukkent. Jeg spejler mig i hans gråd stribede ansigt og røde øjne. Baby og jeg trækker tårer i evigheder.