Jeg sidder her. Midt i folkemængden. Hele salen summer af folkets smalltalk, hvordan de lige skal have det sidste sladder lukket ud, inden gardinet bliver trukket fra og showet begynder. Lyset er dæmpet, jeg føler næsten, at jeg eksistere uden reelt set at være her. Menneskerne omkring bemærker mig ikke, det eneste jeg mærker er blot mig selv og mit åndedræt. Og mine tanker. Altid mine tanker. Jeg syner måske af et stille menneske, men mit hoved er bestemt en anden sag. Det er sjovt, hvordan man sommetider kan føle, at man næsten ikke har tid til at snakke, fordi ens tanker har magten. Jeg bliver hurtigt trukket tilbage til virkeligheden, da lyset i salen blinker. Der går lige et split sekund, før det går op for mig, at det er teatersprog for at underholdningen snart begynder.
Lyset dæmpes i salen, og det store tunge gardin bliver langsomt trukket fra. Det minder mig nærmest om en dans, som det svæver og danser hen over scenen. Stemmerne i salen dæmpes, og du kan mærke spændingen falde over mængden. Et spotlys tændes, og falder midt på scenen, som en cirkel af energi, der straks suger alles opmærksomhed. Musikken begynder sagte, for så at vokse sig større, og før jeg ved af det har den fanget mit hjerte. Jeg lukker øjnene for et kort øjeblik, og mærker den inde i mig. Da jeg åbner øjnene igen, ser jeg to skikkelser komme nærmest svævende ud fra hver deres side af scenen.
De mødes i lyset. Dette er deres fælles ståsted. Skikkelsen til venstre er klædt i mørke klæder, som nærmest suger energien ud af lyset. Skikkelsen til højre er klædt i hvidt, og bliver nærmest til en stor skikkelse af at stå i lyset på scenen. De griber hinanden på en så intens måde, at man bliver i tvivl om det er af passion eller frustration. Ligeså snart deres hænder mødes, føles det som om universet kunne kollapse hvert sekund.
Det er ligesom at se en engel og en dæmon danse om kap, da de begynder at bevæge sig hen af gulvet. Den hvide skikkelse bevæger sig elegant og giver dig følelsen af lykke. Den sorte skikkelse virker drænende og giver dig følelsen af at den forsøger at stjæle al lyset. Jeg smiler lidt for mig selv, dansen minder næsten om ulykke og lykke og hvordan man hele livet igennem, står i denne kamp, mellem at være glad og være ulykkelig. De kommer helt ud til kanten af scenen og svæver af sted langs scenekanten. En dans på kanten, hvor det er nemt at træde ved siden af og falde ned. Ned fra scenen, væk fra lyset, og ned i mørket. Hvor ingen kan svare dig på, hvor langt du kommer til at falde, og om du nogensinde kommer op igen.
De mørke og de lyse tider kommer og går, det er en evig kamp forklædt som en dans. En dans mellem det gode og det onde, en dans mellem det positive og det negative. Folk venter i spænding, på at en af de to dansende parter træder forkert. Måske falder. Og hvad sker der så? De danser hurtigere og hurtigere rundt på scenen, og spændingen stiger. Til sidst føler jeg de danser så hurtigt, at selv mit hoved har svært ved at følge med. Men samtidigt passer det så godt på hvordan jeg føler mig. En hvirvel vind af det lyse og det mørke. En tornado. En tornado som kan rive alt ned på sin vej, men samtidigt efterlade jorden født på ny. Klar på en frisk start.
Pludselig mister den mørke bastante skikkelse sit fodfæste, og ramler mod gulvet i et brag. Musikken stopper, og der lyder et gisp blandt publikummet. Den hvide skikkelse står bøjet over den mørke. Der er nu helt stille blandt publikum. Er det nu, den mørke skikkelse møder sin skæbne? Langsomt rækker den lyse skikkelse sin hånd frem mod den mørke, og deres hænder mødes i dét den mørke skikkelse bliver hjulpet på benene igen. I dette øjeblik, forstår jeg, at den ene ikke kan eksistere foruden den anden.