poesien lægger ikke æg, der kan samles og åbnes. den er et pattedyr. en gris uden ben, der ligger ned. den ligger og kalder og grynter og venter på, at poeten samler den op, og kører den lidt rundt. når grisen har fundet sin digter, begynder fase to. nu vil den bokse med manglende lemmer, den vil grynte metaforer og fortælle stemmer. sådan må den trækkes i stedet for at gå. ikke som et ur. for et ur kan gå i stå. men trækkes som en døv ven. døv som et par læber, der pjækker fra et tandsæt. som en rift på disse læber, der lukkes om en himmel for at findes. for som en himmel blir den aldrig tør i munden, selv når himlen synkes. kun den lille poet bliver træt af at trække. mæt af at tækkes sin flæske. for flæske kræver, der trækkes i riften på læber, der lukkes.