Jeg skammer mig. Undskyld.
Jeg prøvede at være et ordentlig barn.
Jeg legede, morede og hyggede mig med vennerne. Åbenbart lidt for meget og lidt for godt.
Der var voksenpligter, familiepligter.
Jeg veg udenom. Det lykkedes. Jeg burde lave noget mere.
Jeg vidste godt, at jeg var heldigere end andre børn, og du var ikke sen til at påpege det.
Andre påpegede det også.
Det gjorde mig ked af det, men intet ændrede sig. Jeg burde skamme mig over, at jeg ikke gjorde det, som ingen satte mig til.
Det gjorde mig alene.
Fællesskabet lå i pligterne. Jeg skammer mig stadig. Gjorde det gerne om. Tog opvasken. Ryddede op. Lavede mad.