Fortiden banker på
skeletterne vælter ud af skabet
alt det som møjsommeligt
var blevet opmagasineret
ryger lige i hovedet på mig
lige meget
hvor jeg vender mig.
Jeg vil ikke drukne i gamle traumer
vil ikke tænde hadets lunte
som jeg for længst pustede ud
ved høje skrig ud i vinden
for derefter at forme tilgivelsen
i blødt eftergivende ler
en smuk afslutning
men glasuren kan altid krakelere
så små snagende følelser
gnaver i hvide ar.
Fortiden kan altid banke på
og forvente at blive lukket ind
jeg må være beredt.