Boulevard R. Schumann, Luxembourg City, Luxembourg.
Han var i øvelokalet, så han vidste det var galt, da Benjamin trak ham til side. Forklarede ham. Om klimakonferencen og attentatet, om Jean Louis og om Vincent, Vincent...
Imens han ringede til Vincents mobil, uden at komme igennem til nogen, selvfølgeligt, løb de sammen op på Benjamins kontor, hvor fjernsynet stadig kørte og alt Claude så i det genudsendte klip var Vincent der trak i statsministeren og derefter, Vincent der faldt. Sådan gik alting i stå, vendte sig.
Han smækkede en hånd for munden. Benjamin sparkede hurtigt sin skraldespand frem; tre gange knækkede Claude sig, før bølgerne ebbede ud.
Boulevard Victor Thorn, Luxembourg City, Luxembourg.
Philippe havde ellers siddet og taget noter, fordi deres klimaminister leverede et helt igennem sobert startoplæg til introduktion og det måtte han hellere nævne for Jean Louis næste gang de sås...
Men på skærmen var klimakonferencen allerede gået i gang under voldsom skyderi og lyden af maskinpistoler der bragede, der sang, ekkoede i hans stues stilhed. Landets statsminister, Philippes efterfølger, hans protege, sønnen han aldrig fik tog flere runder i overkroppen og faldt som et træ, som et tårn.
Philippe hørte ikke sig selv råbe, men Violette kom løbende lige i tide, afbødede det fald som uundgåeligt fulgte.
Hans eget.
Closerie de Lilas, Sarreguemines, Frankrig.
Han havde lige spist frokost, sandwiches fra hotellets kølemontre, da den lokale nyhedskanal afbrød deres paneldebat med en særudsendelse, "direkte fra Luxembourg City, vi stiller om..."
Marcus rettede sig op, vidste instinktivt at noget ventede og stirrede derfor ufravigeligt på skærmen de ti sekunder det tog Jean Louis Girard at blive plaffet ned for rullende kameraer.
Alting syntes at stoppe.
Han sad, stille, mellem alverdens artikler fra det sidste halve år, havde endelig fundet beviset. På at noget var ravende galt med Luxembourgs statsminister. Fuck, han håbede manden ikke var død, bare så Marcus kunne ødelægge hans karriere fuldstændigt.
Selv.
Rue de Reims, Luxembourg City, Luxembourg.
Øllet stod urørt ved siden af ham, ventede fordi han gjorde.
Det var ikke ham som havde tændt for fjernsynet, det havde han ladet de andre om, men baren genlød i hvert fald af en eller anden dårlig series dialog, altså - indtil udsendelsen blev afbrudt af nyhederne. Han smilede, imens de andre idioter stiltiende lyttede til journalistens opsummering. Han smilede, indtil det gik op for ham, at den lille mand ikke var død.
Da holdte Ramirez hurtigt op med at smile. Når bossen vågnede op, ville han måske kunne have overset de fejl der skjulte sig selv.
Ikke åbenlyst forræderi.
Avenue de la Faïrencerie, Luxembourg City, Luxembourg.
Som det jo var hans job, var han i gang med at organisere sine papirer, da nyhederne slog over på en live broadcast fra klimakongressen. På hans kontor stod fjernsynet altid tændt, denne fredag var ingen undtagelse. Lyden var slået fra.
Alligevel så Adrian op tidsnok og ved et rent tilfælde. Havde forstået, selv inden Maya kom styrtende og meldte om de første indkomne ambulancer, at dette ville betyde arbejde. Meget mere arbejde. Han kastede hurtigt et sidste blik på skærmen, trak i sin kittel, men overlod ellers statsministeren til tiden.
Alene kunne Adrian ikke gøre mere for ham. Nu.