Vi kæmper mod vores indre dæmoner om natten. Prøver at dræbe dem med procenter og thc. Vi bliver sindssyge i natten men på en eller anden måde giver det os en dæmper fra virkligheden. Vi eskapere i nattens lange timer. De lange timer bliver korte næste morgen når vi ikke kan huske dem. Vi venter 5 dage før vi går i gang igen med krigen mod os selv. Hver dag splintres vores sjæl og sind bid efter bid. Det bliver starten på weekenden igen og vi er klar med menneskeheden svar på hygge. Fra pakken til ristet tobak i bakken. Til de fine klumper af smertestillende natur medicin. Til vores omhyggelige kreation af et stykke papir og noget pap. Vi fylder vores lunger med røg. Det er lige nok til at holde os kørende. Vores mund bliver til en ørken vi skylder den med noget væske der hjælper os med at blive udadvendte kun for at vågne op næste dag med ondt i hovedet og nogle minder som vi for længest har glemt. Nu sidder jeg her med sår i sindet, rystende hænder og skriver denne form for skrift for mit liv. Spansk time bliver det ikke meget af, fordi jeg sidder og tænker på hvordan jeg skal komme gennem ugen, ved der bliver et hiv eller to mon jeg overlever. Vores forældre er skuffet over de valg som vi har foretaget os i vores liv. Smøger, alkohol, stoffer. Jeg er bare glad for jeg stadig lever- Det mandag og jeg venter kun til det bliver fredag igen.