universets gigantiske grundtone
hvilende på valmuens kronblade
i leg med blomstens dufte
spejlende sig i fuglens glidende flugt
sollysets flimren i livets blanke overflade
stilhedens lyde danser
i strandkantens klukkende latter
vindens susende samling af klageråb
fortættet i altets indestængte visdom
selv de største brag dør ud
ved atmosfærens tyndhudede grænse
lytter længe i ekko af bøn
til min brystkasses hjerteskærende slag
hamrende mod den låste dør
til indre stilheds fred
sunket i grus
hvert et ord hængt til tørre
for evigt ebbende ud
mod alvidende tavshed
i universets fintfølende ører
ligger kloden ganske tyst og stille
i sin egen skæbnes hule hånd