Morgensolen skinner ind i mit vinterkølige ansigt.
Selv ikke den kan få forårs livet til sig at springe ud inden i mig.
For kun du kan det.
Dig.
Den røde rose i mit liv,
Den rigtige vingummi bamse,
Den fangene overskrift.
Men du findes ikke
For du er låst fast,
Taget til fange.
Af den falske sorte læderjakke,
Af det blonde korte hår.
Af det frække løgnfyldte smil,
Af den terroristiske utroskab, som du nu engang elsker.
Morgensolen er forsvundet nu.
Mon den kommer frem igen?
Tvivlen rammer,
Det er begyndt at regne.
Tordenen raser i mig,
Stormen slipper aldrig ud,
For jeg ved hvem der bære den sorte læderjakke.