kloden fanger dig
hver morgen
i biologiens tæppebløde
sejler alting i egen sø
hjertet hamrende insisterende
har set kærligheden
endnu engang
kaste sig ud
i lys fremtid
trådene samles i det uvisse
bag menneskets
uendelige rum
danser meningen med livet
frejdigt
på kanten af dødens
råderum