Lørdag.
Den er 12:30 om morgnen. I kom sent i seng og har da slukket vækkeuret før i sov. Du er den første som vågner. Du har lyst til bare at hoppe op af sengen, og starte dagen med et smæld, men gør det ikke. Du ligger bare der, uden så meget som et åbent øje.

Du begynder at få følelsen tilbage i den trætte krop, i form af dine muskler der vågner, dine nerver der simrer og først der føler du hende. Hende du var oppe med, hende du faldt i søvn med og nu hende, der under din arm, ligger op af dig.

I ligger under samme dyne, så følelsen af hende er ikke bare et koldt stykke stof, men den varme følelse af hendes hud mod din. Du formå at åbne dine øjne et ad gangen, for ikke at blive blændet af sollyset, der brænder igennem det udækket vindue. Og ganske rigtigt som du har følt, ligger hun der. Helt tavs og rørlig. Det eneste der holder dig fra tanken om at hun er død i sin søvn, er hendes rolige bankede hjerte mod dit konstant stigende og faldende bryst.
Hun smiler ikke, men det behøves hun heller ikke, for du smiler. Du aer blødt hendes hår væk fra det ene øje, og hun svarer med at skubbe sit hoved længere ind på din krop. Du kigger på uret i håb om der ikke er gået så meget som et minut, men uret siger 13:20. Du kigger ned igen da du mærker en blid rykke under din arm, hun vågner. Hun kigger langsomt op på dig og du rykker lidt tilbage, for at få en bedre udsigt til hende. Oplyst at den stærke morgensol, ligger hun der, med lettere uldet hår og sminken fra dagen før, som stadig sidder smukt rundt om øjnene. Ingen af jer skinker den mindste tanke til jeres ånde, da i begge ligger an til dagens først kys, ved at rykke helt tæt sammen og hver især sinke og hæve jeres hoveder.

Du rammer hende ikke.
Du vågner og ser dig omkring.
Du er alene.