Jeg er ved at sprænges.
Et kaos af følelser fylder mig op indeni.
Jeg kan ikke rumme mere.
Alt, hvad du gør, forvirrer mig.
Jeg tror, jeg er på fast grund, og så trækker du mig op med roden.
Jeg forsøger at finde et nyt sted med solskin og frisk jord,
hvor mine rødder kan føle sig godt tilpas igen.
Men du er der hele tiden, og du giver ikke slip.
Du kan ikke falde til ro,
du er ikke i balance.
Jeg tiltrækkes og frastødes,
elsker og hader.
I dag er du ilten, jeg indånder,
imorgen er du CO2, og jeg er ved at kvæles.
Jeg er lænket fast til dig,
og nøglen har du gemt langt, langt væk.
Jeg kan ikke leve uden dig.
Ét smil fra dig, og jeg befinder mig i en lykkerus i timevis.
Du er som et nakotikum, og jeg er en misbruger.
Jeg har brug for et fix mere, bare et..
Og et fix bliver til to, bliver til tre, bliver til mange flere.
Jeg har brug for dig for at være lykkelig.
Der er så mange brikker spredt over det hele,
men du kan samle puslespillet.
Jeg kan ikke leve sådan her,
mens alle brikkerne er spredt for alle vinde,
og der ikke er samling på noget som helst.
Men hvis du opgiver..
Hvis du ikke kan eller vil samle puslespillet,
så er du nødt til at kappe båndet over.
Du er nødt til at låse lænkerne op.
For jeg kan ikke,
jeg kan aldrig gøre det helt forbi.
Så gør mig en tjeneste; forlad mig,
og forlad mig aldrig..