Er bestemt fuld af forventning og spændt på dette møde. Invitationen fylder mig med stolthed. Synes jeg er det vel undt.
På vej til huset, som ligger på toppen af en bakke. Vejen derop er en slags allé, i begyndelsen er det ældre arkitektoniske huse der danner alléen, siden er det store smukke træer. Den kæmpe villa, slot er det næppe, selv om det er lige før, er bygget i en underlig blanding af stenet fransk bjerghus og norsk tømmerhytte. Meget maskulint i sit udtryk. Voldsom og dyster, men med sin egen charme. Kønt er det ihvertfald ikke, det ligner arkitektens dårlige dag.

Modtagelsen er overstrømmende og elegant. Først tjenere, så kommer værten mig i møde, med udstrakte arme. Han får mig til at føle mig betydelig og rigtig velkommen.
En tjener viser mig til mit værelse. Her kan jeg lige falde til ro og klæde om til middagen.
På min vej til værelset ser jeg ud i køkkenet og genkender kokken. Det er en østerlandsk kvinde jeg har set og talt med før, fra et andet sted.

Er ikke længe om at klæde om, børste tænder og lade en kam glide gennem håret. Jeg er jo mand. Beslutter at gå lidt rundt og se på de mange malerier der hænger i huset. Det er jo kunsten der har bragt mig til huset.

Det er underligt. Billederne bliver tavse og anonyme, når jeg betragter dem. Det giver en underlig psykologisk fornemmelse.

Flere inviterede kommer i opholdstuen. Der serveres cocktails. "En lille starter" siger værten højlydt. Der hilses høftligt på hinanden og den ulidelige small talk indfinder sig.

Værten henvender sig til mig. Overrækker mig en konvolut. Sådan en boble konvolut med hvid overside. Ser forundret på ham, men modtager den. Hvordan kan jeg modtage post her, sådan virker det. Eller er det en gave?. Smiler lidt skræmt.

Konvolutten indeholder en lille kunstbog. Blader lystigt i den. Hvor spændende. Der ligger noget mellem de sidste blade. kan ikke nå at definere det, da en gæst er blevet nysgerrig og vil se bogen. Rækker den til ham. Da han tager mod, lader han bogen ligesom falde så alle blade hænger frit i bevægelsen, som om at ved at der er noget imellem bladene. Han ser op på mig og smiler.

Har det underligt og trykkende. Noget siger mig, at det ikke er som det burde være.
Koldsvenden slår ud på panden og dugger mine briller. Går til værelset for at falde til ro. Har ikke bogen med mig. Lægger en plan. Mærker at værelset måske er noget andet. Får en klastrofobisk fornemmelse.

Har ikke min mobiltelefon med. Det er ikke dannet, at blive forstyrret af sådan en ringen til en højkulturel weekend. Nu kunne den godt bruges.
Efterlader min egendele og går ud. Prøver, at bevare roen og se helt naturlig ud. Kigger på de angste malerier. Bevæger mig forbi køkkenet. Går derud og direkte til den kvindelige kok. Kan hun huske mig? Fortæller hende, at jeg føler mig utryg, kan hun hjælpe? Hun responderer ikke på min anmodning.

Bevæger mig stille ind i en havestue. Døren til haven kan åbnes. Går udenfor og begynder straks at bevæge mig mod udgangen. Udenfor grunden begynder jeg at løbe ned mod byen. Mine ben kan næsten ikke følge med, for det går stærkt nedad. Vender mig om for at forvisse mig om, at jeg ikke er opdaget. Det varer ikke længe, så ser jeg mænd komme ud og løbe efter mig.

Når ned til byen og råber om hjælp til folk omkring mig. De reagerer ikke. Ser bare på mig. Løber mod en S-station. Den skal redde mig væk.

Mændene er nu lige bag mig og jeg panikker.
Jeg kan ikke trække vejret og mine næse er lukket.

Sætter mig op, hiver efter vejret. Går ud i køkkenet. Drikker et glas vand og tisser.
Et kast på uret fortæller mig at natten er ung, kun et.
Sætter mig til computeren og skriver dette. Her kl. 02.05 ligger det på fyldepennen.