Jeg vil bare sidde her med det skarpt grønne bådehus i ryggen
det grålige hav under den disede himmel foran mig
se byens lys flimre bort i skyggerne
og være skjult for livets gang, der passerer bag min ryg
Lige før det tiltagende mørke spiddes på træernes nøgne grene
vil min ensomme hånd slynge en sten langt ud over vandet
I de søvnløse nætter vil jeg lade stjernerne komme tæt på
og række hånden ud og kærtegne månen
Og måske en morgen
i det allertidligste morgengry
vil jeg lade dig flyve ud over vandet
og selv traske tilbage til min plads i dagen og livet