"Jeg vil ikke være her mere, der sker jo intet?
   Jeg får ingenting at vide??", sagde hun skingrende til lægen.
   "Slap de af Fru Hansen, vi gør hvad vi kan, men svarene på prøverne er ikke kommet", svarede lægen.
   Hun prøvede igen at argumentere med ham, men det nyttede ikke noget "Det er jo livsfarligt at sende Dem hjem, så længe vi ikke har svarene på prøverne. Det kan jo være Ebola, og så skal De jo være isoleret", sagde lægen.
   " De må gøre et eller andet, ellers bliver jeg skør i hovedet", klagede Fru Hansen
   " Jeg kan intet gøre, politiet er her også, og de tillader ikke De kommer ud herfra, Fru Hansen", svarede lægen.
   "Det er jo et fængsel, slip mig ud?? " Slip mig ud!! Slip mig ud!!! skreg Fru Hansen, imens hun hoppede ud af sengen.
   " Vagter, vagter, kom og hjælp mig, hun stikker af!!" råbte lægen.
   Vagterne holdte hende, og trak hende ind i sengen, hvor lægen skyndte sig at give hende en beroligende indsprøjtning.

Fru Hansen drømte hun var hjemme i huset, og sad ved swimmingpoolen og nød det gode vejr.
   "Skatter, jeg elsker dig"! sagde hendes mand.

Hun åbnede øjnene, og så hendes mand sidde ved sengen og sige "Jeg elsker dig"
   "Jeg elsker også dig", sagde hun.
   Hun følte sig underlig tilpas, og hendes mand så bedrøvet ud.
   "Hvorfor er du så trist" spurgte hun ham.
   " Jeg mister dig", sagde han.
   Og så gled hendes øjne i.