De nærmede sig lysningen forsigtigt. Ved hvert skridte afsøgte de varsomt skovbunden for knas og støj. I udkanten af lysningen tøvede de et øjeblik tavse og spejdede.

Et stærkt hvidt lys og heden slog brændende mod den tørre jord. Græs og urter stod afsvedne og gule. Ikke et strå rørte. sig. Træernes hvislen i brisen, den skjulte puslen af liv, fuglenes kvidren, Ikke en
bevægelse, ikke en lyd. Selv deres egen lyd, åndedræt og tøjets knitren forsvandt. Kun blodet susede i deres ører.

Midt i lysningen stod en hytte. Hytten de søgte og frygtede at finde.

De trådte ud i lysningen og nærmede sig hytten. Forsigtigt som gik de på glas. Lyset og angsten gjorde det svært for dem at se frem og dog fortsatte de. Hytten stod hævet over jorden på tre høje stolper. De kunne svagt ane den modsatte side af lysningen mellem stolperne.

Stille stille nærmede de sig hytten. Kun få meter fra hytten kunne de høre en dæmpet sang. En sang uden ord, en nynnen, en brummen. om det var menneske eller dyr var ikke til at afgøre.

En pludselig lyd fra hytten fik dem alle til at stivne.

Alle vinduer og skodder der før havde været lukket sprang op, En lyd som latter eller gråd blandede sig med den brummende nynnen.

Længe stod de stivnede i den brændende hede. Ingen turde tage det næste skridt.