Jeg sidder iblandt alle disse mennesker, som jeg burde kende. Men på den ene eller anden måde, synes jeg det virker forkert. Jeg føler mig så alene, imens jeg er omringet af mennesker. Mine øjne er forsvundet i mængden. Det er som om min krop ikke er der. Jeg kigger for at kigge, men kan i bund og grund ikke sanse, hvad jeg glor på. Jeg spiser af min tallerken, uden at vide hvad jeg putter i munden. Jeg mener, det var en grøntsagsfrikadelle og kan egentlig ikke lide den. Det hele kører på rutine. Et gemt had kommer frem i mig. Jeg mærker, hvordan alle omkring bliver til en fjende, selv mine bedste venner. De forsvinder fra mig. De bliver taget med strømmen. Væk fra mig og væk fra mit univers. De er allerede på vej ned af bakken og kan ikke stoppe. Jeg kigger op på skærmen. Er det virkelig den 21 maj? Det var ikke så lang tid siden, vi startede. Jeg prøver at huske. Det hjælper ikke noget, jeg har glemt det! Gemt den tid jeg levede i og hvem jeg var. Det er og har aldrig været det her sted, som har gjort mig glad.