Den gængse teenager kender følelsen af at være forelsket, forvirret og usikker på sig selv. I De sene år som teenager begynder man, som oftest at markere sin person. Den person, der skal være byggestenene for ens fremtidige jeg. Selvfølgelig har fortiden også været medvirkende i denne dannelse, og det betyder måske fortsat en del, når man selvstændigt skal vælge i mellem de mange pejlemærker, som omgivelserne kan tilbyde. En sådan navigation af virkeligheden er unge Bertram netop ved at dirigere sig igennem. Han står på perronen i Aalborg og venter på et sydgående tog, der skal tage ham til Aarhus hovedbane. Bertram blev i sommers student i det nordjyske, og oplever først nu, hvordan frihed kan føles stressende og deprimerende, men samtidig eventyrlig og afslappende. Bertram valgte ikke at starte på en UNI-uddannelse lige efter gymnasiet, fordi hele skoleprincippet var begynde at få et overtag i hans psykiske tilstand. Perronafsatsen på Aalborg station er kold og leverpostejsagtig, hvilket sikkert bliver forstærket af det kolde og mørke november vejr. Bertram er ikke en fyr, der føler at han får nok ud af tilværelsen, og har ikke følt det i flere år efterhånden. Han står op ved middagstid hver dag, og føler sig følelseshæmmet. Julie som han skal besøge, ville år tilbage have været det helt rette, og ikke mindst en pige, som han kunne forelske sig i. Men som årene er gået og sindet blevet mørkere, er hun ikke længere, hvad han søger i en kvinde. Efter flere ulykkelige kærlighedsoplevelse, med depression, fordybelse og smerte troede Bertram, at han ville finde kærligheden i stabilitet, men det har nu vist sig, at sindet er for ødelagt til, at kunne nyde. Det mystiske og psykisk lidende i en kvinde er blevet en afhængighed. En sådan afhængighed kan godt ved først øjekast lyde som noget, der grænser op mod det psykopatiske, men det er det ikke just. Tværtimod handler denne afhængighed om medfølelse og trangen til at være der for et menneske, som har været udsat for nogle fatale slag på rygraden. Man kan nu høre toget i det fjerne hvæse og vride på skinnerne. Søren stopper hænderne i sine lommer for at finde sit rejsekort. Derefter tjekker han ind og hopper ombord på toget. Allerede da toget kom ind på perronen, udså han sig et sæde, som han kunne liste ind og sætte sig på. Kontrolløren kommer rundt, og råber " nye rejsene", " nye rejsene". Bertram nikker forsigtigt til kontrolløren, smiler og rækker hende hans rejsekort. Høretelefonerne bliver sat i ørene, og den magiske stemme og de eventyrlige toner fra Kings Of Convenience går gennem hans øregange. Med disse toner starter altid en hvirvelstrøm af tanker og følelser. Tingene er ikke altid rationelle og dernæst i Sørens tilfælde ofte meget destruktive, Han har det med at fordybe sig i en fortid, hvor han havde smag for livet. Hvor han kunne føle ting. Noget så enkelt som at mærke ro, glæde og sorg adskilt satte han i sin fortid ikke nok pris på. Sorg og glæde var tidligere adskilt, men i dag optræder disse følelser altid samtidig, og han har derfor ikke mærket roen i flere år. Kombinationen giver ham en følelse af magtesløshed. Fysisk er han ikke handlingslammet af følelserne, men tankerne og følelserne følger ikke med det fysiske. Det betyder, at når han beslutter sig for at begive sig ud i ting, opstår denne følelse af sorg og glæde på samme tid. Selve beslutningen, som han sidder i, i dette øjeblik, om at besøge Julie, får ham til at føle sig som en kujon, fordi at han har følelser i fortiden, og er følelseshæmmet i nuet. Samtidig glæder han sig til at se Julie. Han glæder sig til at se hende smile, høre hendes forsigtige stemme, give hende et kram og føle sig ønsket. Han presser venstre øre op af togets vinduesparti og falder hen i en fortidens rus. Længslen blusser op, og han er nu i en imaginær drømmeverden, hvor roen og glæden flyder ud i en dyb søvn.