Jeg kendte engang en pige.
Hun var så enestående.
Min bedste veninde.
problemet var bare, det var ikke til at vide om hun faldt eller fløj.
Jeg så hende tit med sprøjten i armen.
Hun var altid høj som skyerne, den lille pige.
Jeg tog hendes hånd - så lille og fin,
og lagde den trygt i min.
Jeg kæmpede for at holde fast, men det var ikke nok.
En overdosis hvor jeg kæmpede for hendes liv,
har sat sine spor.
hjertemassage, kunstigt åndedragt indtil lægerne kom.
I ambulance med udrykning, intensiv hjerte afdeling, 3 døgn.
Jeg sad ved hendes side hvert sekund.
Ingen søvn, jeg var alt for optaget af min lille pige.
Hun ville kun have mig hos sig, hverken søster eller mor.
Endelig måtte hun komme med hjem, i vores lejlighed.
Men intet havde ændret sig, hun var stadig som før.
Jeg kæmpede og kæmpede men kunne ikke blive ved.
Hun lukkede mig ude, hun forlod vores lejlighed.
Hun stjal min medicin.
Sovepiller, benzodiazepiner - alt hun kunne blive skæv på.
Jeg måtte indse jeg ikke kunne redde hende.
Jeg måtte give slip, hun rev mig med ned.
Jeg måtte stoppe det, jeg måtte sige farvel - og flytte.
Det gjorde ondt, en ulidelig smerte.
Jeg var hendes kur, og hun var min sygdom
Jeg reddede hende, men hun var langsomt ved at dræbe mig.
Hun var forsvundet, men hun var ikke savnet,
fordi så længe hendes joint var tændt, var jeg kun luft - intet.
Tiden har gjort os fremmede, og hun er ikke længere i mit liv.
Hendes løfte blev brudt da sprøjten igen skreg,
og nu er hun ikke længere her ved mig.
Hun havde det hårdt, opgav at kæmpe.
Lod sig friste af stoffernes verden.
Der hvor alt er godt, hendes egen verden.
Når man rammes af en på tæt hold, en som hende.
Min bedste veninde.
- en som man skulle kunne stole på
- være tryg hos
En som man troede aldrig ville ramme en
netop fordi der er en uskreven regel, der siger,
at man ikke rammer sine egne.
hvor er kærligheden så henne,
betød den ingenting? betød jeg ingenting?
Alle hendes søde ord, hendes kærlighed - alt hun gav mig.
hvad blev der af det?
Jeg har holdt fast i hendes sjæl og min kærlighed til hende
for længe, i håbet om 'forening'
og måske forståelse?
Men hendes ord brænder mig ikke længere..
Jeg står lige her, men det tog lang tid at nå hertil,
og det krævede en modig pige at prøve.
Alle hendes undskyldninger og løgne, det er slut.
Nu har jeg fundet mig selv igen..
Nu er døren åben, og jeg kan endelig trække vejret.
Jeg fandt mig, lige her.
En ny tid, en helt ny start.
Og min lille pige, jeg ved ikke om hun klarede det,
men jeg håber hun fandt hjem.
For dybt i mit hjerte, vil hun forevigt være gemt.