En læge kører rundt som kusk
bag bryggerhestehaler
han fik en dom for lægesjusk
og kaos i journaler
Han fjernede et højreben
og gned lidt salt i såret
patienten havde galdesten
og led af skæl i håret
Man græmmer sig og tænker sit
kan læger ikke læse
de sigter godt men rammer skidt
de burde ha' en næse
Den ta'r de sikkert selv en dag
i stedet for en knude
for brillestyrken er så svag
at knude bli'r til snude