Den tid hvor alle går rundt og nærmest er gemt væk under kæmpe frakker og huerne er trukket helt ned over ørerne.
Hvor folk går og skutter sig og ser mere eller mindre stressede ud, fordi de er sent på den.
Det er en tid, hvor meningen var, at folk skulle have hjerterum, men hvor man i stedet nærmest bliver dræbt med øjnene, når man spørger om hjælp i juletravlhedens indkøb.
I den tid elsker jeg at gå rundt og smile til folk, for de ser mere eller mindre forbavsede ud, som om der skulle være noget i vejen med mig.
Bare fordi jeg formår at finde plads til at formidle det budskab, som egentlig følger med julen.
Hvorfor er folk så stressede?