Du tog pusten fra kroppen, føler mig åndeløs. Vi ved at disse er et udtryk for kærligheden - men at tage ånd fra en anden, er dette kærligt? Jeg bryder mig om min ånd - og lungerne glæder sig over selskabet.

Vær venlig, giv den tilbage, for jeg har brug for den.. i livet.
På naturligste vis, har der været andre som har forsøgt sig med frarøvelsen af ånden, men dette er ikke lykkedes. Jeg takker dem for utilstrækkeligheden. Jeg kunne nok, hvis interessen lå for røveri, ikke have gjort det bedre selv og jeg har endda en kopi af nøglen.
Hvad vil du med den i det hele taget? Har du ikke din egen?

Vi blev alle tildelt en da vi kom - eller måske er denne også blevet dig franarret? Du står til en reprimande. Det gør jeg også, men først skal jeg findes af mit eget offer, og denne har ingen interesse i min eksistens længere. Føler mig af og til velsignet for dette, men også glemt - begravet, dækket til af minder bestående af sorte sår. De er ikke helet. Intet kan heles over tid, hvis ikke kommunikationen får lov til at bane vej for livet efter.. mig.
"Du er besynderlig som blodregn."

Blot en lille del af det vi ønsker os - romantikken. Den er ikke noget for os, du og jeg. Vi hænger os i kærlighedens nøkke i stedet. Den er mere pålidelig. Hvis man skulle blive frigivet undervejs, ved vi i det mindste hvad det er der strammer om halsen.