Rygraden begynder at flette sig sammen, jeg mærker smerten - ikke stærk nok til at bekæmpe den uberegnelige smerte der sitre fra hovedet til hjertet.
Tankerne, og følelserne møder hinanden som en eksplosion med et kæmpe tryk, det sug som rammer maven når noget dårligt sker og man bliver nervøs.
Bevæger mig ikke, mine ben føles som om at de er begravet i angst. Angsten suger mig ned som det var kviksand, og imens føler jeg mig fortabt. Ingen hører mine kald, jeg åbner munden op for at skrige.. Men der kommer ikke lyd ud. Jeg ved ikke hvor jeg står eller hvad der kommer til at ske.
En masse mennesker, men indeni er der tomt.. En sort undergrund af ensomhed.
Stemmerne omkring mig i menneskemængden lyder som tusinde af hvislende slanger.
Panikken begynder at stige mig til hovedet og uden held forsøger jeg febrilsk at få mine ben fri fra det der holder dem fast. Jeg holder vejret indtil mit syn begynder at sløres.
Frustrationer og forvirring æder mig levende, indefra.
Mine mareridt, død og ødelæggelse, brand og skrig, jeg vil ikke fremstå som den mentalt forstyrrede. - jeg klarer den selv.