De sad sammen i bussen. Snakkede sammen. Han fortalte hende, hvordan han havde det, hvor svært det var. Hun lyttede som altid. Folk kiggede mærkeligt på dem, men han var ligeglad, de kunne tænke hvad de ville.
"Jeg bliver nødt til at gå nu søde" sagde hun. Han kiggede på hende. Et svagt smil var aftegnet i hendes perfekte sne-hvide ansigt og øjnene lyste op som havde nogen tændt julelys i dem.
Det var som om et klart lyst omringede hendes spinkle krop. Hun var så smuk; smuk som kun en engel kunne være det.
Bussen stoppede, og hun gled ud af døren. Hun var snart forsvundet ud af hans synsfelt, og følelsen af savn bredte sig. Tårerne begyndte at presse sig på. Han blinkede gentagne gange med øjnene; tørrede en vildfaren tåre væk fra kinden. Hvorfor kunne hun ikke bare være blevet hos ham...