Jeg så et vindue i min tomme væg. Jeg så et vindue, til en anden verden, måske. Afsløringen af et lokale, en uendelig lykkefølelse, med varm belysning af uidentificeret ophav.
I og for sig ligegyldigt. For varmen vil have mig ind. Den vil hjælpe mig, og trøste mig og fortælle mig alt hvad den ved. Den vil sige til mig, at jeg ikke skal være bange og at jeg skal stole på mig selv og på den og på alle andre. Og jeg vil give den ret. Jeg vil lytte til den og jeg vil gøre som den siger jeg skal. Jeg vil ae den og den vil kysse min pande og fortælle mig at den elsker mig. Den vil skåne mig fra al min sorg og hjælpe mig til at blive et menneske der stoler på sig selv. Den vil hjælpe mig ud af min hykleriske tilstand af fejhed og den vil lære mig om moralske dyder. Den vil styrke min selverkendelse og udholdenhed og den vil skåne mig fra mine gentagne fejltagelser. Den vil være min mor og den vil være min far og den vil være hele min familie på én og samme tid. Og den vil ikke sige mere. Den vil lytte til mig. Den vil lydløst bede mig fortælle om mine dybester følelser og om min angst for mennesker og socialt samvær. Den vil ikke dømme mig og den vil ikke hade mig. Den vil elske mig og forlade min synd og jeg vil takke den for dens ubetingede kærlighed til mig og jeg vil give den alt hvad jeg har og ejer. Og den vil ikke tage i mod, men jeg vil tvinge den og jeg vil råbe af den til jeg får min vilje og den tilstiende accepterer. Den vil forsøge at dæmpe mig, men den vil ej få fred, førend den giver mig lov. Og endeligt vil den give mig lov og jeg vil lukke hullet til vinduet og alt vil ånde fred og ingen vil kunne nå mig.
Og jeg vil dø. Lykkelig. Forelsket. Fortabt og mig selv. Omsider vil jeg dø. Jeg vil dø.