En due sad på den våde gren i gården. Den havde pustet sig op som et værn mod kulden og lignede nu en fjerklædt, grå bold. Nu og da trippede den lidt frem og tilbage på den våde bark, som for at gøre sig klar til at lette. Men noget fik duen til at tøve der på grenen. Noget havde pirret dens sanser og stjålet dens opmærksomhed. En duft, båret af vinden i dens brusende færd over tagene. Opsamlet fra træerne og torvene i byen, og nu på vej mod havet i øst. En flig af duften var hvirvlende blevet fanget af bygninger og skorstene og lagde sig nu roligt sig til rette i bunden af den gule gård.
Og selvom de høje huse næsten skyggede for den blege vintersol, havde duen med ét mærket den velkendte, men næsten glemte, fornemmelse af forår.