Højt oppe, langt over træernes top, langt over hvor fuglene bliver båret afsted af vinden. Der sad du, og kiggede ned på mig; holdt hånden over mig når jeg dummede mig.
Det var rigtig nok, jeg havde selv set dig sidde oppe på en sky, kort efter at du gik bort. Du havde vinket og smilet til mig, og jeg havde vinket tilbage.
Nu stod jeg så her og kiggede udover vandfaldet. Jeg kunne mærke, at du var tæt på, du ventede på mig.
Et lille skridt og jeg mærkede vandet sprøjte omkring mig og luften suse i mine ører. Nok faldt jeg nedad, men jeg vidste, at jeg snart ville stige til vejrs og blive forenet med dig igen...