Træerne rislede i efterårsvinden. Bladene var ildrøde, og dalede ned omkring mig. Solen varmede mig, og jeg indså hurtigt, at jeg havde taget alt for meget tøj på. Stille lagde jeg min sorte uldfrakke ved siden af mig.
Jeg lukkede mine øjne, og mine sanser skærpedes med det samme. Alle de forskellige dufte og lyde; alle de indtryk.
Blomsterne som med en sidste kræftanstrengelse spredte deres dufte, inden vinteren kom og tvang dem i hi. Og dyrene som puslede i de nedfaldende blade, fuglene som sang, så man nærmest kunne se noderne danse for øjnene af en. Igen åbnede jeg mine øjne, kiggede mig omkring, sugede alle de visuelle indtryk til mig.
Nogen synes jeg var skør. Tænk at hun sætter sig sådan et sted for inspiration og glæde. Jeg selv elskede at sidde her. Det var her jeg fik styrke til at komme i gennem dagene, fik styrke til at smile til folk omkring mig.
Når jeg sad her, var det som om du stadig var her, det var nærmest som om, at du sad ved min side, men kun hvis jeg satte mig på den bænk vi altid sad på sammen. Overfor din yndlings-plads, der hvor jeg lovede dig, at du skulle begraves...