Fortiden spøger
i drømme så sarte
fremtiden flyver forbi
vil gribe den
iklæde mig den
men mine arme er slappe
som sladden salat
mine ben er forstenet
af tusinde irrelevante impulser
vil ikke ride den sorte hest
gennem lunde med brændende træer
vil ikke lade mig spidde
af syle fra fortidens angst
vil galoppere til solen stiger
over bjerge af sorg
alt lysner op
hesten viser sig at have den smykkeste stjerne
og ilden med et
er brændt ud.